HMK Skagen

v. Hanne Munk Kure

Fælles for Hanne Munk Kures keramiske værker er refleksionen af et verdenssyn med en stor forunderlighed over for livets, naturens og kærlighedens uregerlige tilfældigheder og uforklarlige mirakler. Det perfekte er i det uperfekte, som to solnedgange kan være perfekte, selvom de aldrig er ens. I alle dele af skabelsesprocessen – fra tanke til formning og til brænding gøres der plads til, at tilfældighederne kan få indflydelse og gøre værket unikt.

Værkerne starter sjældent med en tanke, men tænkes med hænderne, mens de laves. Hovedet kobles fra og hænder får rum til at tale hjertets sprog. Æstetikken i værkerne er rå i enkle naturlige farver med referencer til sand, vand og sten. En stor del af inspirationen hentes fra den omkringliggende natur, og drivtømmer fra Skagens strande indgår ofte.

”Jeg har altid været fascineret af, hvordan tiden sætter sine spor på verden”

Langt størstedelen af værkerne er i stentøjsler og brændt med den asiatiske teknik raku. De kendetegnes ved det brændte uglaserede ler, der bliver sort under processen af den kraftige røg, der trænger ind i den åbne skærv. De glaserede områder bliver kun sorte i den ukontrollerbare krakelering, der opstår, når værkerne på få minutter afkøles fra 925 grader.

HMKs værker er skabt i spændingsfeltet mellem en ubrydelig kærlighed til håndværket og en evindelig nysgerrighed på ustandseligt at gå nye veje og udvikle nye teknikker.

Værksted og galleri:
HMK Skagen
Nedre Mosevej 80
DK-9990 Skagen
Tel: +45 41 40 70 30
Mail: Gå til kontakt siden